i hendes stemmes farver, hun kalder på sin ungdom igen,
Jeg hører hende male nuancer,
de er skjult i hendes ansigt,
Jeg oplever en dyd, jeg kalder det glæde,
i går blev den gamle død taget fra hende,
og hun føler sig nu tryg i sit væsen
hun synger om det store blå
og springer ofte rundt i et stille, diset rum,
det er nu gennem udsigten fra hjertet,
det samme gør den mirakuløse eksistens,
af ufattelige døve myg,
der var plads til udelelige smerter,
nu ved denne mand, hvad der menes med
en nærliggende person
,
det virker, som om lyset synger om paradis,
hun planter sine egne sarte frø, ,,,
der,,som i virkeligheden kun vil bade i bløde suk,
eller klamrer sig til en stadig tynd hud,
men alt dette er midlertidigt baseret, på en ung, spirende sjælsvisdom
|
Ik ben , en gebruik soms ook wel de schuilnaam Julius V.E. Dreyfsandt zu Schlamm.
